Prolog
Observatøren bevægede sig med vilje i adstadigt tempo mod mødestedet, imens han løseligt funderede over, hvorfor de ikke havde valgt et sted med en atmosfære, der var mere kompatibel med ham. Var det almindelig ubetænksomhed eller et signal om, at mødet ikke var for hans skyld; at hans observationer blev betragtet som mindre vigtige, end han selv mente, og at beslutninger ville blive truffet uanset hans tilstedeværelse?
Rådsmedlemmerne var alle tilstede i forskellig form og ventede tilsyneladende kun på ham. To var fysisk til stede og resten repræsenteret ved symbol og løbesjæle.
Observatøren noterede sig løbesjælenes tilstedeværelse og funderede kortvarigt over, om de kunne fornemme hans antipati mod dem. Som en af de former, der som han selv kunne transcendere, burde han måske føle et åndeligt fællesskab med dem, men han brød sig ikke om måden, hvorpå de ukritisk stillede deres evner til rådighed for andre som lydige hunde.
Han erkendte fuldt ud, at uden dem var der intet råd. Der var naturlove, der ikke kunne brydes, og deres evne og vilje til at bringe ukorrumperet information udgjorde hele basis for rådsmøderne.
Han fornemmede, at der blev udvekslet information, diskret, men ikke decideret hemmeligholdt for ham.
Førstetaler tog ordet og henvendte sig til observatøren: ”Tak for din tilstedeværelse og dit fremmøde i dag. Vi sætter pris på din fleksibilitet.”
“Min evne, min pligt.”
“Om alle blot havde samme holdning,” svarede Førstetaleren. ”I en hurtig opsummering, så er rådet blandt andet samlet for at høre din vurdering af Exoplanet SD48398G5. Hvor længe opholdt du dig på planeten?”
’Blandt andet’ - Førstetaler skulle lige understrege, at rådet ikke alene var samlet for hans skyld. “Kun i en kortere periode, men nok til en indledende undersøgelse.”
“Og hvad er din foreløbige vurdering?”
“På det nuværende stadie: Ufordragelige, handler imod egne langsigtede interesser, egennyttig, omsorgsfulde i det nære, kreative, ofte umiddelbart uimodtagelig over for ukendte faktorer…”
“Er de komplekse?”
“Forholdsvis, vil jeg mene.”
“Og hvordan er prospekterne på det nuværende stadie?”
“Inden for rammerne af normalt lineært udviklingstempo, måske 2500-4000 standardår, førend de kan formodes at udgøre nogen mulig risiko overhovedet, selv for nærliggende systemer.”
“Så din vurdering er, at de ikke udgør en udvidet risiko?”
“Ikke for nuværende eller i nærmeste overskuelige fremtid,” bekræftede observatøren.
Førstetaleren holdt en kort pause, inden han fortsatte:
“Ikke desto mindre har du anbefalet, at der bør bruges mere tid og ressourcer på overvågning?”
“Sporadisk. Det er en anbefaling baseret på en fornemmelse, ikke noget substantielt. Der er noget i deres udvikling, jeg synes fortjener en smule langsigtet opmærksomhed.”
“Og hvad er det så?” ”Baseret på mine hidtidige observationer vil jeg mene, at deres udvikling er langt fra traditionel lineær, men mere synes at være domineret af nogle kognitive udviklingsspring: Spring, hvor en individuel opdagelse omformer ikke bare den kollektive bevidsthed, men næsten deres biologiske neurale netværk i en grad, så en lineær udviklingsforudsigelse forekommer i bedste fald forsømmelig og i værste fald hasarderet. Det var derfor, jeg anslog 2500-4000 standardår i almindeligt lineært udviklingsforløb, men jeg kan ikke garantere et lineært forløb.”
“Hvordan er jeres klimakompatibilitet?”
“Den er ikke ideel, men acceptabel. Som antaget ved observationsmålinger, nok til molekylær samling, så vi kan antage et let vandigt udseende, hvis nødvendigt; der er tilstrækkeligt med luftbårne næringsstoffer til langvarigt eller permanent ophold uden sundhedsrisici.”
“Hvordan med antallet af observatører?”
“Personligt i starten og om nødvendigt progressivt i takt med en eventuel negativ betonet udvikling.”
“Kan du påtage dig opgaven med pligt til at melde tilbage til rådet?”
“Det håbede jeg på at få mulighed for.”
Rådet havde en kort intern udveksling inden Førstetaler igen henvendte sig til observatøren:. ”I så fald, hermed en officiel anmodning.”
“Takker.”
Observatøren vidste, at nogle fandt det misundelsesværdigt, så han ventede til han igen var uden for synsvidde, inden han opløste sin eksistens og forsvandt.