Hvad skriver jeg om?
Hvad jeg skriver om, giver forhåbentligt sig selv – efterhånden som bøgerne bliver tilgængelige.
Min første bog, Mørke, kaldte en bogblogger for eksistentialistisk sci-fi – en beskrivelse, der ærligt talt gjorde mig stolt.
I det jeg har skrevet siden, kan jeg se at hun ikke tager helt fejl. Livsvilkår og de ting der former os, optager mig. Det kan så være flettet ind i en sci-fi, eller i en nutidig SoMe-fortælling. Det er mig for så vidt ligegyldigt.
Jeg har ikke lagt mig fast på at jeg vil være sci-fi forfatter, krimiforfatter eller andet genredefineret. Jeg vil skrive som jeg har lyst til, og forhåbentligt vil min læsere efterhånden genkende min stil, mine fortællinger, og læse dem fordi de nyder mit forfatterskab – ikke fordi de har lyst til at læse en krimi.
Hvorfor skriver jeg?
Fordi det er sjovt.
Da jeg var barn tegnede jeg meget, men mest efter noget. Jeg tegnede for eksempel en tegning baseret på et foto af en hund.
Da jeg blev teenager begyndte jeg at fotografere – og gør det for så vidt stadig. Fotografering er dog også at forholde sig til noget eksisterende, som man så foreviger på sin egen måde.
Hvis du har lyst kan du se nogle af dem her: http://tphoto.dk/
At skrive er lidt som at tegne eller male. Man starter med et blankt stykke papir, der skal udfyldes – ikke med streger og farver, men med ord. Det synes jeg er overraskende sjovt. Jeg har et univers af personer, begivenheder, steder m.fl. som det står mig frit for at skabe – eller aflive. Der er kun to begrænsninger – min fantasi, og så det at det univers jeg skaber skal være sammenhængende. Den er ren hygge at lade ens tanker vandre frit ud af de stier.