Gyseren
Mørke af Torben Pedersen
3. august 2018 | Forfatter: Jette
I 1500-tallet anklages en kvinde for hekseri og tortureres til døde. Hundredvis af år senere taler et barn med sin usynlige ven. Hvad har disse begivenheder med hinanden at gøre?
Jeg er så heldig, at jeg ind i mellem får tilbudt læseeksemplarer, og det var tilfældet med Mørke. Forfatteren Torben Pedersen spurgte, om jeg havde lyst til at læse en uudgivet debutant, der skriver science fiction i stil med Peter F. Hamilton. Det tilbud kunne jeg ikke modstå og fik kort efter tilsendt en ebog på 439 sider. Jeg er ikke altid så stor fan af digitale bøger – jeg er lidt gammeldags og holder af følelsen af papir – men ikke desto mindre blev jeg lynhurtigt opslugt af historien, som overraskede mig positivt på alle parametre.
Mørke er – trods sin kompleksitet – velskrevet og sammenhængende, og er du til romaner om eksistens med sci-fi briller, så er den et rigtig godt bud.
For at starte med det faktuelle: der var et fåtal af korrekturfejl, og layoutet var umiddelbart let læseligt, hvilket man langt fra altid kan være sikker på hos debuterende forfattere. Jeg har efterfølgende købt paperback-udgaven via Amazon (ja, så god synes jeg, den er). Det er en ordentlig moppedreng trykt på A4-papir og med stor skrift. Bortset fra at den er tung, virker den til at være limet fint i ryggen, men jeg ville ønske, at der var trykt sidetal på siderne. Men alt i alt ok kvalitet uden at være prangende.
Og så til indholdet.
Romanen er opdelt i en prolog, syv bøger med titlerne: Ofret, Prædikanten, I al fortrolighed, Åndenød, Mørke, Arvetagerne og Resterne, og slutter af med en epilog. Hver bog er derudover inddelt i en række kortere kapitler, der ligeledes er navngivet, og enkelte af disse kapitler er ligeledes underinddelt.
Allerede her gik det op for mig, at Mørke er en ret kompleks roman på mange måder. Den springer i tid, sted og fortæller, og i begyndelsen havde jeg svært ved at regne ud, hvad der foregik. Historien starter tilbage i 1500-tallet med en hekseafbrænding, og så springer den frem i tiden uden nogen forklaring eller genkendelse i personer eller historie. Ikke desto mindre havde jeg lyst til at læse videre. Både for at finde ud af hvad der foregik, men i ligeså høj grad fordi romanen er skrevet i et velformuleret, troværdig og tidstypisk sprog, uanset om vi er i middelalderen eller fremtiden. Og så blev jeg bare grebet af stemningen.
Det er godt gjort af en debutant at have styr på så mange forskellige skrivestile, og ligeledes er jeg imponeret over, hvor godt styr Torben Pedersen har på de mange forskellige handlingstråde. Undervejs føres vi som sagt igennem flere århundreder, og store og små begivenheder fortælles i en – tilsyneladende – tilfældig rækkefølge. Som sagt var jeg til tider ganske meget i tvivl om, hvor romanen var på vej hen, men slutningen samler nok så nydeligt alle ledetråde og binder en smuk sløjfe af dem. Det er godt gjort.
Jeg har til gengæld svært ved at genfortælle ret meget af handlingen uden at ødelægge oplevelsen for andre. Jeg kan dog sige, at bogen handler om kontakt med andre væsener i universet, som i tusindvis af år har holdt øje med menneskeheden. De ønsker at finde ud af, om vi vil møde universet med ødelæggelse eller fred, og har derfor sendt en observatør til jorden. Men hvordan kommunikere man overhovedet med andre væsener? Og selv når det lykkes at få et budskab igennem – hvordan opfatter vi det så?
Det er ikke så længe siden, jeg læste Dæmonens bagdør af Nils Hoffman, som jeg kaldte velskrevet dansk science fiction af international klasse. Nu skal der jo ikke gå inflation i den betegnelse, men faktisk synes jeg, at Mørke fortjener samme prædikat. Mørke er dog noget mere dyster og tankevækkende. Her er ikke hæsblæsende action, men i stedet fascinerende eftertænksomhed. Også selvom Mørke slet ikke er en blodfattig oplevelse, idet her beskrives flere temmelig voldsomme begivenheder undervejs.
Torben Pedersen gør meget ud af at få sin kulisse til at fremstå troværdig, og han introducerer flere sci-fi gadgets undervejs. Det bliver dog aldrig for teknisk eller detaljepræget. I stedet underbygger det fortællingen, og giver samtidig stof til eftertanke. F.eks. bruger alle R-linser, som giver mulighed for at få læst alle bøger på alverdens sprog op, uanset om man kan tale det eller ej. Eneste problem er, at der er lagt censur i linserne, så børn får en korrigeret version af bøgerne, og heller ikke voksne har adgang til alt. Så hvis man vil opleve sand adgang til litteraturskatten, er man stadig nødt til at lære at læse de enkelte sprog. Men hvem gider det, når man tilsyneladende får alt serveret?
En anden opfindelse er biocomputeren, som alle får ved 15-års alderen, når hjernen er ved at være færdigudviklet. Med BC’en kan man slå alt op, optage samtaler, se film eller opleve dem i 3D osv. Til gengæld har andre også altid mulighed for at se, hvor man befinder sig, for med sin BC, er man altid online.
Mørke var en fascinerende og til tider udfordrende læseoplevelse. Som læser skal man holde tungen lige i munden, og ikke forvente at man forstår alt med det samme. Til gengæld er slutresultatet både tilfredsstillende og overraskende. Jeg kan kun give den en stor anbefaling og opfordre alle der fascineres af temaer som eksistens, menneskehedens fremtid og velskrevet science fiction til at læse den.
Bogrummet
”Mørke” er en af den slags bøger, der ikke er helt let at beskrive, men som hellere bør opleves. Det var i hvert fald en stor oplevelse at læse science fiction værket.
Bogen er en fremtidsfortælling, ikke desto mindre begynder den i 1500 tallet med en usædvanlig heksebrænding. Heksen virker komplet uberørt af både tortur og sin efterfølgende død. Herefter springer vi ud i fremtiden, hvor vi hører om en gadeprædikant, der står på gadehjørnet med et skilt, hvor der hver dag er et nyt bogstav. Senere fortællingen om en mand der må søge psykolog, da han hører stemmer, og inden hovedhistorien begynder, får vi fortalt historien om firmaet, der opfinder en metode til at udnytte solens energi så effektivt, at problemerne omkring jordens energiforbrug er løst. Og så frigiver de i øvrigt teknologien, så alle kan få glæde af den.
I hovedhistorien følger vi pigen Kim, der er en usædvanlig og unik person. Intelligent, enspænder og uhyggelig god til at hacke. Og hun har i øvrigt også en usynlig ven.
Nå, og hvad så, tænker du? Ja, bogen skal altså opleves. Det er en stor fortælling i et stort univers. Den fremtid Torben Pedersen har skabt, er på samme tid både skræmmende og fascinerende. Biocomputeren er opfundet, og den bliver indsat i hjernen, så man er online hele tiden, eller kan fornemme en anden persons hormonniveau blot ved berøring, dele oplevelser og filer uden en fysisk pc.
Torben Pedersen skriver godt og fantasifuldt. De mystiske kapitler, der ser sporadiske og forskellige ud, giver mening senere i bogen, og det er en af den slags historier, som man får lyst til at genlæse, for bedre at forstå alle aspekter, hvis det er muligt.
Bogen virker nærmest hemmelig*. Den skal erhverves gennem Amazon, findes ikke på bibliotek.dk eller nogen danske boghandler, og det er virkelig ærgerligt, for den fortjener en bedre markedsføring og et større publikum. Bogens fysiske format er tæt på A4 størrelse, uden sidetal eller brug af orddelinger, og fyldt med slåfejl, men det overskygges altså af indholdet, der er overordentligt interessant. Det er en stor historie om menneskeheden og vores manglende evne til at se skoven for bare træer, dog uden de store løftede pegefingre på hver anden side. Slutningen er dyster men genial, og det er en bog der fortjener stor opmærksomhed.
Jeg vil sent glemme den sælsomme restaurant, med plads til blot én gæst. Eller kapitlerne med den uhyggeligt dygtige hacker, der desværre også har en temmelig uheldig lidelse.
Man skal have læst bogen, for at forstå følgende: Den giver læseren ustyrlig lyst til at drikke kaffe og af flere grunde burde den tildeles nul stjerner. Men den får fem, for det var en virkelig stor læseoplevelse.
En fremragende debut!
Empey
Bagsideteksten:
”En eksistentiel sci-fi, der gerne må vække til eftertanke og debat.
Budskaber trænger ikke altid igennem. Og når de gør, bliver de fortolket som det man har lyst til at høre.
En mangefacetteret historie om kommunikation, budskaber og hvordan man vælger at bruge de kort man har fået tildelt i livet.”
Mads-Peder anmelder:
Det her er en meget mærkelig bog! Jeg har fået tilsendt ebogs-udgaven af forfatteren Torben Pedersen med henblik på anmeldelse. Den har nu været læst, og ligget til overvejelse i relativt lang tid. Hvorfor nu det? Jo, først irriterede bogen mig – dernæst var jeg fuldstændig fascineret af den, og sidst, havde jeg svært ved at finde nogle relevante ord at skrive om den…
Måske er det stadig sådan. Nu forsøger jeg alligevel. Den er ”irriterende” set fra mit lille subjektive læsehjørne af verden, fordi den er så enormt lang og meget lidt selvforklarende. Læseren bliver på ingen måde strøget med hårene eller får fyldestgørende forklaringer. Det giver en følelse af, hvad pokker det er for et værk, jeg er blevet kastet ud i.
Den var fascinerende, fordi bogen peger på nogle scenarier, der formodentlig kunne ske. Det er sci-fi for fuld udblæsning, og det er ikke blot en skræmmekampagne, men også nogle fascinerende perspektiver på en mulig fremtid. Desuden vender den op og ned på vores verdensforståelse – så ja, den er i høj grad eksistentiel. Den stiller spørgsmålene mellem linjerne, omkring, hvad det egentlig vil sige at være menneske? Hvad kan ændres, hvilken verden kan vi omgive os med, og hvilke fænomener må vi egentlig acceptere mulighedsbetingelsen for, hvis vi fortsat skal betegnes Homo Sapiens og ikke Homo Deus! I en pluralistisk gudeverden, hvor hvert menneske er en lille gud, med mulighedsbetingelse for det uendelige – kan der så være guder til stede, som er endnu stærkere end Homo Deus? Lidt som de der børne-legetøjsæsker, hvor man tager en ud, men udenom, er der blot en æske endnu større end den forrige – omsat i veloplagt og velskrevet litteratur, giver det virkelig stof til eftertanke…
Følelsen efterfølgende har været ugevis af tilbagevendende tanker til denne besynderlige bog. Jeg er på ingen måde uvant med filosofi, men det her er et mystisk sammensurium af filosofi, religiøsitet, spiritualitet og fremtidsscenarier, der på sæt og vis har taget pusten fra mig. Hvad er god litteratur? Jeg må i hvert fald konstatere, at hvis god litteratur er litteratur der tvinger læseren til refleksion og gentagen overvejelse over det læste, så er det virkelig god litteratur. Hvis god litteratur, også godt må være sindssygt irriterende langsom og uden selvforklarelse, ja så kan det nok være litteratur der står for evigt – eller indtil fremtiden rammer menneskene om et øjeblik. Fremtiden ser nok altid anderledes ud end det vi antog den ville. Måske er det godt, og måske er det alligevel ikke… Jeg kan ikke blive klog på hverken bogen eller det. Læs den, hvis du ønsker en meget meget anderledes oplevelse.
Litteratursiden
Dansk science fiction-roman om menneskehedens fremtid og kontakt med ikke-jordiske livsformer. Den omfangsrige og komplekse fortælling er ikke let at gå til, men absolut læseværdig og tankevækkende.
Torben Pedersen debuterede med denne roman allerede i 2018 mere eller mindre hemmeligt, bl.a. kunne bogen ikke fås på dansk, men kun i en A4-udgave via Amazon.
Nu er 2. udgave så kommet på ’Books on Demand’ og i klassisk bogform – og heldigvis for det da.
Fortællingen er nemlig yderst fascinerende, tankevækkende og spændende.
Bogen kan bedst beskrives som eksistentiel science fiction, men ligner ikke ret meget af det, der ellers er udgivet på markedet. Det nærmeste, man kommer, finder man især blandt kultforfatterens Erwin Neutzsky-Wulffs romaner, men egentlig også hos forfattere som William Gibson og Bruce Sterling.
Torben Pedersen har dog skabt sit helt eget og yderst originale univers, og den velskrevne historie fortjener stor udbredelse.
Handlingen i bogen er svær at genfortælle, fordi historien er udformet i 7 forskellige bøger, der tilsyneladende uden sammenhæng springer i tid og rum.
Det starter med en heksebrænding i 1500-tallet og springer så frem til nutiden med en gadeprædikant, som hver dag har et nyt skilt med kun et ord, og derefter videre til en mand, som angiveligt hører stemmer.
Bogen springer så endnu længere frem i tiden, hvor et firma har opfundet en metode til at udnytte solens energi så effektivt, at problemerne med jordens energiforbrug bliver løst.
Endeligt følges hovedhistorien, der foregår endnu længere ude i fremtiden. Energiforsyningen er løst, men derudover har man bl.a. opfundet ”Biocomputeren”, der bliver indsat i hjernen hos alle 15-årige, så de er online hele tiden.
Hovedpersonen, pigen Kim, som lever i denne tilsyneladende optimale verden, er intelligent, en enspænder og en dygtig hacker, og så har hun hele sit liv haft en usynlig ven, Hvisker.
Alle disse tilsyneladende uafhængige handlingstråde smelter til sidst sammen i et forklarende- og opklarende hele.
Det er en stor roman på næsten 700 sider, og indimellem er det temmelig svært at finde hoved og hale i, hvad der foregår. Men den tålmodige får sin belønning, og Torben Pedersens helt store bedrift er, at han på smukkeste vis formår at få det hele til at give mening til sidst.
Bogen, der egentlig er både dyster og temmelig negativ på menneskehedens vegne, er en af den slags bøger, man har svært ved at slippe, fordi man både lige skal se, hvordan det hele hænger sammen undervejs, og efterfølgende, fordi historien tvinger én til refleksion og eftertanke.