Appetitvækker
”Velkommen til, alle sammen,” lød en stemme lidt rungende i den sparsomt møblerede entre. De vendte sig rundt og kunne se Angus stå i en døråbning i det fjerneste hjørne. Han var tydeligvis i godt humør, smilede og bredte jovialt armene ud, som om han ville give dem knus – samlet eller på skift. I stedet lod han den ene arm falde ned langs siden og markerede med den anden, at de skulle videre gennem døren han stod i. “Denne vej, om jeg må bede.”
Lettet for overtøjet fulgte de efter Angus, da han forsvandt gennem døren. De gik ned gennem en kort gang og drejede ind i, hvad der lignede en spisestue. Det var ikke en sal som sådan, men pænt stor.
I en hurtig sammenligning, var George temmelig sikker på, at hele hans lejlighed var mindre end stuen, for ikke at tale om resten af huset.
”Er der nogen speciel grund til, at vi ikke altid har spist her?” spurgte han og kiggede rundt. God stil. En lille smule gammeldags, men god stil.
Angus grinede. ”Var det nødvendigt til noget af det, vi har spist indtil nu?”
”Er det nødvendigt til maden i dag?” spurgte Elena.
”Nødvendigt og nødvendigt. Passende, synes jeg,” svarede Angus.
Bethina gik tæt hen på Angus og kiggede undersøgende på ham. ”OK, Angus. Huset i sig selv, det er så én ting, du er gået lidt stille med. Fair nok. Men, en butler! Har du helt seriøst en butler ansat?”
”Han fulgte med huset,” svarede Angus, som det mest naturlige og grinede så højt af hendes perplekse udtryk. ”Selvfølgelig ikke! Han er ansat for i aften. Jeg har lejet hans service. Og apropos det,” tilføjede han og gik hen til bordet, hvor han tog en lille klokke og rystede den med en let klingen.
Butleren indtraf sig så hurtigt, at han måtte havde ventet ude på gangen.
”Jeg tror, det er tid til den forberedte appetitvækker og drikkevarer, tak.”
Butleren svarede ikke, men bukkede bare let som tegn på, at han havde hørt ordren og forsvandt ud af døren igen.
”Det virker som om du har prøvet det med en butler før,” sagde Elena med et blik i retning af den forsvundne butler.
”En enkelt gang til et arrangement, men det er ikke meget anderledes end kompetente tjenere på en ordentlig restaurant. De yder en service, og jeg behandler dem med den respekt, deres service fortjener,” svarede Angus.
”Der er ikke mange tjenere, der hvor jeg plejer at spise,” sagde George med et skævt grin.
”Som regel går du heller ikke glip af noget,” svarede Angus.”De fleste steder i dag har de faktisk ikke uddannede tjenere – bare kompetente amatører.”
”Som en bierfrau ved en tysk ølfestival?” indskød Nathan.
Bethina gav ham et let dask på armen. ”De kvinder skal du ikke tage pis på, Nathan. Jeg var til sådan en festival sidste år og jeg så nogle af de kvinder bære op til 12 fyldte ølkrus i to hænder, mellem kunder og borde – uden at spilde en dråbe! Og vi snakker altså om 1-liters krus. Det er 12 kilo. Hver gang. De kvinder er proffer.”
Igen dukkede butleren op, som om han havde lyttet. Mistanken blev ikke mindre af, at han på sin ene hånd balancere en bakke med 5 ølglas og på den anden en bakke med aperitiffer. Ubesværet satte han bakken med aperitiffer på bordet, fordelte elegant skålene fra bakken på bordet, inden han fokuserede på de væsentligt tungere øl. De blev omhyggeligt placeret på hver sin bordskåner, linet op som efter en lineal, inden han igen trak sig.
”Vær så god. En lille appetitvækker og tilhørende øl. Det er i øvrigt en India Pale Ale, jeg synes passer godt til” sagde Angus.
”Hvad er tilbehøret?” spurgte Elina, der stod tættest på skålene. ”Det ligner flæskesvær.”
”Det er det også. Hjemmelavet. Min egen opskrift – med et uruguaysk tilsnit,” sagde Angus og pegede: ”Tilbehøret er guacamole. Og den lidt større skål dér er cappacio, med lidt rucolasalat, løg og andet godt. Der er et sæt spisepinde til hver.”
”Det virker jo harmløst nok,” sagde Nathan og tog et stykke svær, dyppede den i guacamolen og tog en bid som han prøvende gumlede på. ”De er gode!” sagde han og rakte ud efter et glas øl til at skylle den salte smag ned med.
De andre gik hen til bordet og forsynede sig med øl inden de tog nogle af flæskesværene, som de prøvende tog bidder af.
”De ér gode. Hvad er hemmeligheden?” sagde Elena.
”Skind, der ikke er for tykt eller med alt for meget fedt. Til gengæld lader man være med at hælde fedtet fra, når de steger i ovnen. De blive mindre fede, men mere sprøde. Derfor guacamolen.”
”Det skal jeg prøve næste gang, jeg har gæster,” sagde Bethina og tog en svær som hun demonstrativt knækkede mellem de flotte tænder.
”Hvis du kan få fat i det rigtige skind, så prøv. Resten er nemt,” svarede Angus.
George kunne lide sværene og tog et par stykker ad gangen: ”Apropos det – mad. Kommer der et menukort, eller skal det foregå hemmeligt, som nu, hele aftenen?”