Uanset, hvad betalæsere synes om en historie, så er det altid spændende, hvad anmeldere og bogblottere, synes når man sender dem nogle eksemplarer. Med stolthed og glæde har jeg fået en kommentar fra en betalæser, anmeldelser fra tre bogbloggeren og – tadaah – en lektørudtalelse.
Lektørudtalelse pr. marts 2021
“Velskrevet, tankevækkende science fiction med foruroligende eksistentielle perspektiver på, hvad der kan ske, hvis udviklingen af kunstig intelligens får frit spil i verden.”
Bogvægten dk
A.I. (anmeldt af Birte Strandby)
Lige siden vi mødte HAL i Rumrejsen 2001, har vi vidst, at det kun var et spørgsmål om tid, inden kunstig intelligens begyndte at styre os og vores verden.
Det får vi en demonstration af i denne sublimt opbyggede science fiction gyser, der ikke er ægte science fiction, men måske nærmere science reality, hvilket ikke gør den mindre skræmmende. For hvordan er det at leve i en styret verden, hvor mennesker har skrevet lovene, mens overlegen intelligens sørger for, at de bliver overholdt?
Jeg-fortælleren, Ulrik Neyberg, lever af at spore ulovligheder på nettet, narko, pædofili – efter princippet ‘følg pengene’. Under sin søgen støder han på et ret uhyggeligt spil, og uanset hvad han gør, kan han ikke følge pengene her. De forsvinder simpelthen undervejs, URL-adressen skifter ejer hver dag, og ejerne er fiktive ejere af fiktive selskaber. Det besynderlige er, at spillet ikke ser ud til indbringe noget videre, selvom der tilsyneladende arbejdes intenst på at skjule alle forbindelser.
Ulrik beslutter sig for at opsøge udvikleren af spillet. Han er blevet dræbt, men morderen sidder i fængsel, og han kan kontaktes. Det bliver en besynderlig oplevelse. Ulrik bliver ledt lige til cellen uden at møde en eneste fængselsbetjent eller nogen form for kontrol, og angiveligt kan morderen også gå frit rundt. Denne er samarbejdsvillig og fortæller om det sære spil og om baggrunden for det mord, som han syntes, det var nødvendigt at begå.
Ulrik får at mærke, både hvordan det er at være gode venner og knap så gode venner med en kunstig intelligens, skabt af mennesker men udviklet på egen hånd. Her er gys, overraskelser, humor og fantastiske, mærkelige muligheder leveret i præcist, klart sprog.
En lille, vaks ting hvor man fortvivlet forsøger at nedsætte læsehastigheden for at dyrke nydelsen til sidste punktum.
Gyseren.dk
Den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt sagde, at det eneste, vi har at frygte, er frygten selv. Ikke desto mindre er mennesket instinktivt bange for det ukendte, og ofte følges frygten op af vold og ødelæggelse. Så hvordan vil vi reagere, hvis en overlegen intelligens pludselig dukker op?
I 2034 arbejder Neyberg med at opspore ulovligheder på nettet ved at følge pengesporet. En dag får han til opgave at undersøge noget kaldet ”Demokratispillet”. Her stemmer deltagerne om, hvorvidt en person skal straffes eller frigives. Personen er digital, men illusionen af torturen, han udsættes for, er meget virkelig, og deltagerne får lov til at deltage i selve afstraffelsen.
Neyberg kan dog hverken finde frem til, hvem der står bag ”Demokratispillet”, eller hvor pengene forsvinder hen. Så han kontakter Juan Luuk, den ene af de to programmører bag spillet, som nu sidder i fængsel efter at have tilstået mordet på den anden programmør.
Besøget leder Neyberg til en urovækkende konklusion. Hvad nu hvis vi ikke mere er alene? Hvad nu hvis der endnu en gang er opstået liv spontant på jorden, denne gang i form af en artificial intelligence? Og hvad er formålet, hvis det er en sådan A.I. bevidsthed, der står bag ”Demokratispillet”?
Jeg har tidligere med stor fornøjelse læst Torben Pedersens debutroman Mørke, der udkom i 2018. Mørke er en kompleks, men også velskrevet og spændende roman om eksistens, der udspiller sig over flere århundreder. A.I. er sin helt egen historie, men er også en lille afstikker af Mørke, hvor vi første gang introduceres til ”Demokratispillet”. Og ligesom Mørke handler også A.I. om eksistens og menneskelighed, men er umiddelbart mere tilgængelig med sine godt 130 sider.
Historien flyder let, og fortælles dels via korte opslag med ordforklaringer og korte citater, dels af jeg-fortælleren Neyberg. Som vi kommer ind i romanen, bliver betydningen af hvert kapitels indledende ordforklaring mere og mere tydelig, så alt til slut står som en samlet fortælling.
Torben Pedersen undersøger menneskets reaktionsmønstre og dermed indirekte vores moral. For hvor stor er forskellen på at opsøge voldtægt og mord på Internettet mod at udføre gerningen i virkeligheden? Er man mindre skyldig? Og er der forskel på, hvem udåden går ud over? Ser man tilbage i historien, er det et gentagende mønster, at teknisk overlegne civilisationer med vold har underlagt sig andre. Er det så ikke forståeligt, hvis fremmede frygter, at vores reaktion på deres tilstedeværelse er vold? Og kan vi bebrejde dem, hvis de forsvarer sig selv?
Jeg var rigtig godt underholdt af A.I.. Spørgsmålet om kunstig intelligens har fascineret os nærmest siden den første computer blev skabt, og Torben Pedersens roman sætter på underholdende vis en masse tanker i gang. Under læsningen kom jeg til at tænke på romaner som The Circle af Dave Eggers og Patrick Leis’ Psykonauten, men også D. F. Jones roman fra 1966: Colossus.
A.I. er et rigtig godt bud på tankevækkende dansk science fiction, der også taler til læsere udover de inkarnerede science fiction fans. En stor anbefaling herfra.
Bogrummet.dk
Den fulde tekst:
Torben Pedersen debuterede fornemt med science fiction romanen Mørke i 2018, faktisk er den så god, at da jeg opdagede at den var udkommet i et mere tilgængeligt bogformat via BoD, så måtte jeg bare genlæse den, og det var atter til stor fryd. Et digert værk tæt på 700 sider, men enormt underholdende og tankevækkende.
A.I. er med sine blot 135 sider i en helt anden boldgade, men formen og indholdet ligger i fin forlængelse af Mørke, nærmest som et gemt og glemt kapitel eller et easter egg.
Ulrich Neyberg arbejder som en slags cyberdetektiv i et firma, der leder efter kriminelle bagmænd, pædofile og lignende ondskab, og han er god til sit job. Men da han en dag skal finde ud af hvor Demokratispillet kommer fra, render han i den ene blindgyde efter den anden. Onlinespillet går ud på at vælge en eller anden modbydelig måde på at slå et menneske ihjel, men man kan også løslade ham, deraf det demokratiske aspekt.
I jagten på spillets skabere får han kontakt til en fængslet morder, som myrdede en af spillets udviklere. Det går dog snart op for ham, at der er stærkere kræfter på spil, for hvordan kan det lade sig gøre, at han kan gå direkte ind i det topsikrede fængsel uden at møde andre end morderen, i øvrigt til fængselsdirektørens store fortvivlelse?
Ligesom Mørke er A.I. en underholdende og tankevækkende læseoplevelse. Den er også sine steder utrolig morsom. Jeg er vild med at Torben Pedersen skriver en bog baseret på et kapitel i Mørke, et i øvrigt rædselsfuldt ondt kapitel, og at han nævner bogen i en herlig selvironisk kommentar, er genialt:
”Mørke” var en lidt intetsigende titel og selvom jeg personligt godt kunne lide den, kunne jeg godt se hvorfor den ikke var slået kommercielt igennem. Det var ikke den typiske knaldroman – eller bare typisk overhovedet. Det interessante i forhold til min sag var dog mere, at den del der vedrørte Demokratispillet, bare var et enkelt kapitel i bogen og ikke engang særligt langt – bare nogle få sider.
(Ja, salgstal og kvalitet hænger ikke altid sammen, men at Mørke ikke engang fik tildelt en lektørudtalelse er mig ubegribeligt!)
Det er en rigtig fin lille roman, og den skal også genlæses på et tidspunkt. Dejligt med bøger der sætter tankerne i gang. Hvad er det egentlig der styrer vores valg? Er vi ved at blive lidt for afhængige af diverse online gadgedts, og hvem er det der sidder og lytter med?
Torben Pedersen skriver rigtig godt og er fænomenal til at skabe en realistisk fremtid. Det gøres mest med små bemærkninger, det er ikke selve miljøet der fylder og betyder en masse for handlingen, men mere de filosofiske tankegange, og det er yderst velkommen i en litterær verden, der fortrinsvis domineres af krimier i hobetal, hvor man kan sende hjernen på ferie imens man læser.
Fortsæt i samme stil, tak!
Bogen er et anmeldereksemplar fra forfatteren.
Empey.dk
Følgende er en privat kommentar fra bloggeren bag Empey.dk, som læste historien igennem inden den blev udgivet.
“jeg nød dine bøger, og fik dem læst i forrygende fart. Derefter gik tempoet lidt af mig, og jeg kommer først til mine svar nu – beklager. Jeg er startet nyt job osv. så jeg er bare grundtræt om aftenen :-).
Nå, men jeg slugte dog næsten bøgerne i en køre… Særligt A.I fattede jeg stor interesse for. Den rammer en særdeles aktuel nerve, der bør have mere bevågenhed i samtiden. Har du f.eks. læst Yuval Noah Harari? Han har skrevet en bog med titlen “21 ting du bør vide om det 21. århundrede”. Jeg syntes den bog var rigtig spændende, og din mindede mig om nogle af de tanker Harari gør sig – blot med den forskel, at du skriver skønlitteratur.
Plottet holder hele vejen, og jeg synes du har ret. Bogen er færdig, så vidt som, at den rundes fint af, og giver stof til eftertanke. Jeg har ikke noget at udsætte på den. Sproget flyder og du skriver, som jeg husker det fra “Mørke”, rigtig godt. Jeg fandt endda ikke særligt mange tastefejl og lign. Jeg siger afsted til korrektur og forlag med den ;-).”