“Idet jeg kalder lægeguden Apollon, Asklepios, Hygaia og Panakeia til vidne samt alle guder og gudinder, sværger jeg at ville holde efter evne og bedste skøn denne ed og konktrakt …”
Kaffen var glohed og det kompenserede delvist for den ringe smag; varmen vækkede en. Så mange års udvikling og så mente producenterne af kaffeautomater stadig, at kunne man ikke lave en god kaffe, kunne man i hvert fald gøre den varm. Imponerende.
Egentligt havde han fri og han havde sovet noget så dejligt, da de vækkede ham. Der var opstået komplikationer med patient nr. 3 – igen. Der var altid komplikationer med nr. 3. Patient nummer 3 var én stor komplikation og den direkte årsag til hans brudte søvnmønster og overforbrug af kaffe.
To af de andre patienter han ekstraordinært var blevet gjort ansvarlig for, var kommet sig nogenlunde hurtigt. De havde gennemlevet en periode med typiske forgiftningssymptomer: Opkastninger, åndedrætsbesvær, kramper og mindre alvorlige småting – alt taget i betragtning. En af dem havde fået kortvarigt hjertestop, men ikke værre end at han kunne reddes. Den anden havde haft hæmoptyse, og måtte have lungerne tømt for blod der var trængt ind fra et ødelagt bronkialsystem. De fejlede hverken mere eller mindre end et par tusinde andre ofte. I mange tilfælde endda mindre. Der var kun årsagen til forskel. Det og så at de lå i hver sit afsondrede lokale med to bevæbnede betjente i rummet og to mere foran døren 24 timer i døgnet; lige så meget for for at overvåge dem som for at beskytte dem.
Den tredje patient han havde ansvaret for, var den virkeligt plejningskrævende. Symptomlisten var alenlang. Udover sammenfald med de to andre, havde kemikalierne beskadiget hans nervesystem på en måde, der udløste konstante krampetrækninger, kun afbrudt af bevidstløshed når kroppen kollapsede af udmattelse. Det tog uger inden de fik kontrol over det. De kunne sende ham i en komatilstand så han ikke mærkede noget, men det var ikke nogen langsigtet løsning, eller en medicinsk afklaring for den sags skyld. De havde brug for perioder, hvor han var vågen, så de kunne registrere hvordan han reagerede på forskellige typer behandling, men perioder ved bevidsthed var ensbetydende med perioder med smerter. Men så igen, kunne man sige, havde han det heller ikke værre end de værste andre tilfælde.
Koppen var tom og til hans væmmelse var kaffepulveret i bunden af koppen ikke ordentligt opløst, så med den sidste mundfuld fulgte der smagen af halvt opløst kaffepulver, der blev hængende på tungen. Han spyttede ned i koppen og smed den ud. Hvis varmen ikke havde vækket ham, gjorde det her i hvert fald.
Udnævnelsen var kun delvist kommet som en overraskelse, og han vidste ikke, om han skulle føle sig professionelt smigret over at være valgt som terroristernes læge. Det var formodentligt ment som en ros til både hans faglige kunnen og integritet som læge. Man stolede på ham, og den tillid gjorde ham stolt.
Han rejste sig gik hen imod det tredje patientrum. Tilbage til patient nr. 3. Et job er et job, og et lægeløfte et lægeløfte. Når lægeløftet i en moderne variant af den hippokratiske ed byder en at helbrede patienten, så er det dét man gør. Man slår ham ikke ihjel, selvom der både var metoder og motiver nok. Man undlader heller ikke at dulme hans smerter, selvom de er fuld ud fortjent.
På en dag som denne, kunne André Bechmann godt kortvarigt overveje fornuften i eden og i budet om altid at hellige sig patientens helbredelse. Guderne skulle vide, hvor nemt det ville være at tage livet af dem. Det var bare at stoppe behandlingen, give den forkerte medicin, eller endnu mere banalt, som nu hvor han stod bøjet over patienten, sætte kanylen en smule forkert, skubbe den ind i muskelvævet i armen i stedet for op i venen. Medicinen ville ikke virke efter hensigten. Med de rigtige remedier, ville man kunne lamme ham, men nervesmerterne ville være der. Han ville mærke smerten, men ikke være i stand til at give udtryk for det. Mange ville kalde ham en helt, hvis han gjorde det. Men maskinerne ville røbe det: Pulsen ville stige, scanningen af hjerneaktivitet ville vise det. Kanylen gled ned i venen og hjertes blodpumpe sørgede for fordelingen.
André rejste sig op og kiggede ned på patienten. Det var første gang som læge, at den slags tanker havde meldt sig. Ikke engang under udstationeringen som militærlæge havde han nogensinde følt sådan – at en aflivning for hans hånd ville være berettiget. Ofrene han havde behandlet på militærhospitalet var fra begge fløje af krigen, men det var to grupper af hovedsageligt voksne mænd der i en form for ligeværdig kamp forsøgte at dræbe hinanden. Langt hen ad vejen meningsløst og stupidt, men alligevel en absurd form for fair kamp, så man bare skulle forholde sig til princippet om at behandle den medicinsk mest trængende. Patient nr. 3 var måske nok den mest trængende, men næppe den mest berettigede.
Han var endda blevet underlagt tavshedspligt. Han og andre af plejepersonalet. Behandlingen skulle foregå uden at udenforstående vidste hvem, der var den ansvarlige læge. Det var usædvanligt, men det var omstændighederne også. Man ville ikke risikere, at nogen fik den ide at lægge pres på dem – direkte eller via deres familie. Ikke at der var den store risiko for at de ville tale over sig. Hvem ville prale af at have reddet dem her?