Så kom den første anmeldelse af min seneste bog, og den er svær at være utilfreds med. De skriver:
Lad mig for en gangs skyld gengive teksten fra bogens bagside:
”I en fremtid, hvor dine muligheder for at afprøve seksuelle grænser er næsten uendelige, hvilken fantasi ville du så udleve? Hvis alt drejer sig opfyldelse af dine ønsker og lyster, bliver oplevelsen så bedre af det? Hvis dit favoritsexlegetøj kunne tale, agere og muligvis komme med en joke, kunne du så stadig smide det ud, når du blev træt af det?”
I min naivitet tænkte jeg, bare der nu ikke er for meget sex, og bare det nu ikke er en banal historie om en sexrobot og et menneske der bliver forelskede. Jeg fik en lille smule ret, men da det jo er Torben Ikeda Pedersen, så anede jeg jo nok, at der var en hel del andre lag i fortællingen. Han står bag den imponerende debut Mørke, som jeg efterhånden ser som et hovedværk i nyere dansk science fiction, desværre nok også temmelig overset. Den efterfølgende A.I. var knap så ambitiøs, men fremragende. Torben Pedersen ”tænder på at tænke på kryds og tværs af emner og udtrykke det i sprog”, og så stiller han interessante spørgsmål, især om menneskers hensigter, og kan de nu bunde i deres geniale opfindelser?
Nogle år ude i fremtiden begynder udviklingen af sexrobotter. Alene måden de bliver udviklet på er ganske underholdende læsning. Vi skal dog helt frem til 2091, hvor et firma har specialiseret sig i udlejning af sexrobotter, O’botter. Det foregår meget kontrolleret og med love, så kunden aldrig bliver udsat for overgreb. O’botterne kan gøre alt, ændre udeseende og størrelse på alle lemmer, så at sige.
Men en O’bot udskiller sig og kommer i politiets søgelys. En kunde, som i øvrigt alle er kvinder, tager efterfølgende sit liv og testamenterer alt til O’botten, der har tilfredsstillet hende. Han bliver også ligefrem efterspurgt, og pludselig aner firmaet, at han vist er ved at udvikle sig lidt mere, end de havde håbet på.
Ej blot til lyst er mindst lige så underholdende og velskrevet som sine to forgængere, selvom der for min smag var lige lovligt mange sexbeskrivelser. På et tidspunkt har jeg det lidt lige som kriminalbetjenten i romanen, der får en gennemgang af de forskellige O’bot typer: ”Jeg lærer noget nyt, hver gang jeg kommer her.” Jeg burde nok have googlet nogle af ordene, men tænk nu hvis min kone så min historik!! Men jeg føler det foregår på et sobert plan, og ganske befriende på kvindernes præmisser, det er deres behov og nydelse der er i fokus.
Jeg er vild med de spørgsmål og problematikker bogen stiller. Bliver vi mennesker mon overflødige, fordi O’botterne bliver foretrukket? Uddør vi ligefrem? Kapitlet Af omtale kommer pludselig ind fra venstre, en uforglemmelig og smertefuld indskudt sætning om fyren der overhører nogle kvinder snakke om hans seksuelle præstation, og hvordan de i fremtiden ville foretrække, O’botten. Av!
Og av for en bog. Underholdende, tankevækkende og aldeles velskrevet!
Se websiden her: https://bogrummet.dk/boganmeldelser/ej-blot-til-lyst-af-torben-ikeda-pedersen/