Jeg har ikke set TV-serien, nej. Tilfældigvis stødte jeg på Margaret Atwoods bog, Tjenerindens fortælling, et sted og tog bogen med hjem.

Jeg betyndte at læse den – og gik i stå. Ikke fordi den ikke er velskrevet – det er den. Sproget er godt, historien flyder. Det har jeg ikke noget at udsætte på.

Det der generede mig var, at der rent plotmæssigt var tale om en person, der har flashback tilbage til et samliv med en anden (inkl. børn), og så springer vi frem til en nutid, hvor hun stadig er fødedygtig, men dog nærmer sig den kritiske grænse – i daglige termer, formodentligt omkring de 35 år eller lidt mere.

Beskrivelsen af samfundet i bogen er et totalitært militærstyre, hvor andre mennesker kommer for at se på de kuriøse lokale. Jeg syntes ikke at det lød troværdigt at et samfund skulle ændre sig fra relativt frit, til et sådan totalitært styre på omkring 15 år.

Så kom jeg i tanke om Iran. Uden at gå i dybden med iranske historie, så kan samfundet på mange punkter (specielt for kvinder) nok kaldes en smule mere frit førend 1979. 15 år senere var det ikke tilfældet.

Spørgsmålet det rejser er for så vidt interessant nok. Når vi lever i vores nutid, er det vanskeligt at forestille sig radikale forandringer, men hvor hurtigt og radikalt kan et samfund egentligt ændre sig?

Personligt kan jeg grue for udviklingen i USA, hvis den nuværende udvikling fortsætter i 15 år eller mere. Men jeg synes også at der er forskel på Danmark anno 2005 og så nu.

Hvis man forestiller sig Danmark 15 år frem i tiden, hvor radikalt kan det så tænkes at have ændret sig?

Så ja, med det på plads får Tjenerindens fortælling en chance mere …